AIgendaen har jubilæum, ChatGPT Atlas, OpenAI og Anthropic vil gøre sine modeller til operativsystemer, Google udvider virtual try-on, VISA og Walmart melder sig på Agentic Commerce, Zendesk løser 80% af support-sager med AI, og n8n er bedre end nogensinde.
Har du bygget en æresport i efterårsferien? Eller har du fuldstændig glemt vores sølvbryllup? 🥲
Dette er 25. udgave af AIgendaen. Et vaskeægte jubiiiiilæum 🎉 (Vi vælter rundt i konfetti på Verticas kontorer lige nu, hvis du skulle være i tvivl.)
Måske er nyhedsbrevet ikke heeelt lige så vigtigt for dig, men vi vil alligevel gerne bruge anledningen til at sige dig tak for at læse med. Det er værdsat.
Og så vil vi også gerne bruge anledningen til en god gammeldags runde feedback. Ambitionen er nemlig fortsat, at AIgendaen skal være blandt de allerbedste AI-nyhedsbreve på markedet, og så er det jo smart nok at vide noget om, hvad modtagerne (det er dig) egentlig synes om det. Så hvis du har en holdning, et forbedringsforslag eller en idé til AIgendaen, som du gerne vil dele med os, så svar os endelig tilbage direkte på mailen her.
Nå men, selvom du tydeligvis havde glemt vores jubilæum, har vi selvfølgelig ikke. Derfor er der naturligvis en pakket AIgenda til dig igen i dag. Du kan blandt andet læse vores artikel om, hvordan OpenAI og Anthropic arbejder mod at blive styresystemer frem for "bare" AI-værktøjer. Noget der blev helt tydeligt i aftes med lanceringen af OpenAI's nye browser, ChatGPT Atlas.
Du kan også læse om Googles næste skridt med virtual try-on. Om Walmarts og VISA's bidrag til agentic commerce. Og om Zendesks nye AI-agenter, som de forventer vil kunne håndtere op mod 80% af alle kundeservice-henvendelser. Rasmus har selvfølgelig også gravet dybt i værktøjskassen og fundet guld frem i sin Toolbox. I dag viser han n8n's nye AI workflow builder 🔗
P.S. Hvis du kan lide, hvad du læser, så tøv ikke med at sende AIgendaen videre til kolleger, venner eller fjerne familiemedlemmer. Vi vil så gerne have så mange med på AIgendaen som muligt. Her er et smart link.
Fra værktøj til styresystem: Bliver AI det digitale fundament i
e-commerce? ⚙️
AI har forladt skrivebordet og er på vej ned i maskinrummet. Fra at være værktøjer vi bruger, til at være det digitale omdrejningspunkt, vi bygger ovenpå. Det er i hvert fald ambitionen fra de store AI-spillere.
Både Anthropic og OpenAI viser tydelige tegn på, at de i stigende grad anser deres AI-modeller for styresystemer og platforme snarere end chatbots/sprogmodeller. Bl.a. har OpenAI åbnet for apps direkte i ChatGPT, og Anthropic har lavet en fuld integration mod Microsoft 365, ligesom de har introduceret Claude Skills – specialiserede moduler, der kan skræddersyes til konkrete arbejdsopgaver og kobles sammen i automatiserede workflows.
Nick Turley fra OpenAI har endda været ude at sige, at det er målet, at ChatGPT skal fungere som en slags operativsystem. Han tager inspiration fra webbrowsers, og den måde man bruger dem til at arbejde med webapplikationer i dag. Derfor var det nok heller ikke så overraskende, at OpenAI, lige på det redaktionelle faldereb for nyhedsbrevet her, i går aftes lancerede sin helt egen browser, ChatGPT Atlas.
Om man kan kalde den funktionalitet for et decideret operativsystem, er vi nok ikke helt enige i hos Vertica. Men det er helt sikkert spændende, hvordan AI-modellerne bliver en større og større del af den digitale infrastruktur. Det har vi skrevet en artikel om.
Googles virtual try-on breder sig: Ud over tøj kan du nu “tage” sko på direkte fra produktsiden ved at trykke Try it on og uploade et fuldkropsfoto af dig selv.
Vi må altså fortsat vente spændt i Europa, men det kunne godt tyde på, at det online prøverum snart også rykker ind på danske IP-adresser.
Virtual try-on har potentialet til at blive en must-have feature for alle e-commercers, der sælger tøj, sko og accesories. Det giver mindre gætværk, færre returninger og en bedre kundeoplevelse. It's exciting 🙌
Kommer du til at skifte Chrome ud med ChatGPT Atlas?
Selvom vi egentlig havde låst AIgendaen fast for denne uge, kom denne historie ind i går aftes, som vi selvfølgelig var nødt til at have med. Sådan er vilkårene, når man gerne vil bringe AI-nyheder - det går tjept 😮💨
I aftes lancerede OpenAI nemlig sin helt egen browser, ChatGPT Atlas.
Med Atlas som browser har du ChatGPT med dig rundt på alle websteder, du besøger. Hvis du for eksempel kigger på et hotel til din næste ferie, kan du spørge ChatGPT hvad der er af aktiviteter i nærheden - og den forstår konteksten med det samme. Hvis du kigger på et par løbesko kan du med det samme trække brugeranmeldelser og prissammenligninger på det specifikke produkt.
Samtidig har Atlas en memory-funktion, så den kan trække på din browserhistorik, når det er relevant. Hvis du for eksempel er jobsøgende og har søgt 50 jobs den seneste uge, kan ChatGPT trække hele listen ud til dig. Og den kan hurtigt finde de par busker du kiggede på i sidste uge, men som du ikke lige kan huske hvor var fra.
Du får altså ChatGPT's kontekstforståelse koblet op på din browseraktivitet, hvilket giver både nye og spændende muligheder i måden, du agerer online.
Zendesk påstår nu, at deres nye AI-agenter kan løse 80 % af alle support-sager uden menneskelig indblanding.
For kunderne betyder det hurtigere svar og færre ventetider. For supportteams betyder det sandsynligvis, at AI tager de trivielle “glemt password”-henvendelser. Og at kundeservice-medarbejderne i stedet skal håndtere de mere komplekse (og mindre tålmodige) brugere.
Zendesk har mere end 20.000 kunder og håndterer 4,6 milliarder (!!!) tickets i sit system hvert år. Så en AI-dreven løsning på 80% af disse må siges at være et betydeligt indhug.
VISA og Walmart hopper på Agentic Commerce-toget 🚂
I den seneste udgave af AIgendaen skrev vi om OpenAI's og Googles nye protokoller og features, der er store skridt mod Agentic Commerce. Og nu vil flere af "de store drenge i klassen" gerne lege med.
VISA har netop lanceret deres Trusted Agent Protocol, som skal gøre det muligt og sikkert for AI-agenter at handle på dine vegne. Vel at mærke uden at butikkerne skal gætte, om det er dig eller en overivrig bot, der prøver at tømme lageret. Kort fortalt: Et ID-kort til AI’er, så de kan svinge dit kreditkort på lovlig vis.
Samtidig har Walmart hægtet sig på den nye Instant Checkout-feature i ChatGPT, så alle produkter i deres online-sortiment kan købes direkte i chatten. Et ret stort led i Walmarts AI-drevne strategi, der skal gøre ecommerce-delen af deres forretning markant større.
Et af de bedste værktøjer, til at opsætte flows og lave automatiseringer med AI, er lige blevet endnu bedre. Tyske n8n har nemlig fået en ny feature, der kan AI-generere selve opsætningen af dine flows for dig, så du blot skal beskrive, hvad du gerne vil have 🗣️
Det var i forvejen et low-code tool, men nu er vi altså tæt på no-code, og du kan bygge nogle ret imponerende automatiseringer alene gennem samtale med chatten. Rasmus viser det hele frem i videoen her.
Det var, hvad vi havde på jubilæums-AIgendaeni dag.
Tak, fordi du læste med. Og husk gerne at sende din feedback til os - du kan bare svare på denne mail.
Er du overrasket over, at nyhedsbrevet er på dansk? Meldte du dig til ved en fejl? Eller var det bare ikke lige det, du regnede med? Så kan du unsubscribe her.