Er der lige rigeligt at lave på jobbet for tiden, læser? Så er det jo godt, at du bare kan automatisere dele af det ⛓️
Automatisering er langt fra nogen ny disciplin, når vi snakker e-commerce og digitalisering. Alligevel har interessen for det sjældent været større.
Du har nok gættet årsagen. Den rimer på 'Brunstig Ingrediens' 🐴
AI er nemlig for automatisering, hvad el er for cykler: Rimeligt meget nemmere end før. Med AI kan vi behandle, berige og strukturere de data, som vi gerne vil automatisere processerne for, og det øger både mulighederne og kvaliteten. Derfor har vi skrevet en artikel om 4 af de områder, hvor potentialet for AI-drevet automation er størst.
Resten af AIgendaen indeholder: 1. OpenAI, der skifter fokus væk fra Instant Checkout og i stedet vil facilitere køb via tredjeparts-apps,2. Burger Kings forsøg på at integrere AI direkte i medarbejdernes headset - og sørge for at de siger "tak" ofte nok, 3. Et kig på Reddits nye shoppingoplevelse, og 4. Anthropics nye Cowork-opdatering, som giver virksomheder mulighed for at bygge sine egne AI-assistenter og dele dem på tværs af organisationen.
Anthropic har også fundet vej til Rasmus' Toolbox i denne omgang, hvor Rasmus ser nærmere på et Claude-plugin til PowerPoint, som måske kan være din redning, næste gang du bliver bedt om at "tage et par slides med" til et møde, der finder sted 30 minutter senere 😮💨
P.S. Hvis du kan lide, hvad du læser, så tøv ikke med at sende AIgendaen videre til kolleger, venner eller fjerne familiemedlemmer. Vi vil så gerne have så mange med på AIgendaen som muligt. Her er et smart link.
4 områder hvor AI-automatisering kan styrke din forretning 🦾
Med AI har automatisering fået sig noget, det ikke havde før: En hjerne 🧠
AI’en kan forstå kontekst, analysere mønstre i data og foretage handlinger i situationer, hvor der tidligere skulle et menneske til at fortolke. Derved kan man automatisere langt flere dele af sine processer, end det tidligere har været muligt.
Det betyder også, at der for mange virksomheder ligger et uanet potentiale her, der bare venter på at blive indfriet. ”Forløs mig!”, skriger det. Potentialet.
Der kunne skrives lange bøger om alle de områder, hvor automatisering kan hjælpe din forretning, men for at gøre det overskueligt har vi udpeget 4 kerneområder:
Produktdata og katalog
Kundeservice med intelligent assistance
Marketing og kampagner
Analyse og performance
I artiklen gennemgår vi alle fire områder og kommer med konkrete eksempler på, hvordan vi har arbejdet med AI-automatisering for nogle af vores kunder.
Det er ikke mere end et halvt år siden, at OpenAI lancerede Instant Checkout i ChatGPT i håbet om, at e-commerce ville rykke direkte over i chat-vinduet. Men nu trækker de lidt i land igen.
Det siger også noget om virkeligheden i Agentic Shopping lige nu. Det er én ting at anbefale produkter i en chat. Noget helt andet er at håndtere lagerdata, betalinger og mulig svindel i realtid. Derfor læner OpenAI sig nu mere ind i partnerskaber med eksisterende retail-platforme.
Burger King tester lige nu en AI-assistent, med det ærke-amerikanske navn Patty, i omkring 500 restauranter i USA. Den er inkorporeret i medarbejdernes headset og kan hjælpe med alt fra opskrifter på menuen til at give besked, når noget er ved at løbe tør i køkkenet.
Men Patty kan også noget andet. Den lytter til samtaler i drive-thru’en og registrerer blandt andet, om medarbejdere siger “please”, “thank you” og “welcome”. De data bruges til at give restauranterne en slags samlet venlighedsscore.
Burger King siger selv, at systemet er tænkt som et coaching-værktøj – og bestemt ikke som overvågning 🙂↔️ Men ideen om en AI, der holder øje med medarbejdernes manerer, har allerede sat gang i debatten om, hvor grænsen går mellem bedre service og digital medarbejderkontrol.
Og mellem et ægte smil og et påtaget et af slagsen 🙂
Reddit er lidt af en stille AI-vinder. Når folk søger via AI, er Reddit faktisk den mest brugte kilde af alle, fordi platformen er fuld af ægte erfaringer og produktanbefalinger fra rigtige mennesker. Og det kan AI li'.
Nu vil Reddit gøre mere ud af den position. De tester nemlig en ny shoppingoplevelse i deres søgning, hvor produkter fra diskussioner bliver vist som små kort med billeder, priser og links til webshops. Så hvis du for eksempel gerne vil læse andres anbefaling til et nyt TV, så bliver du også præsenteret for en karrussel, a la det du kender fra Google, hvor du kan købe produktet.
Tanken er enkel: Hvis brugere allerede spørger andre på Reddit, hvilke produkter de skal købe, kan platformen lige så godt gøre vejen fra anbefaling til køb lidt kortere 🤝
Anthropic har lanceret en ny enterprise-opdatering til Claude med navnet Cowork. Den gør det muligt for virksomheder at bygge deres egne specialiserede AI-assistenter til forskellige roller – f.eks. HR, finans, marketing eller udvikling.
Cowork giver også mulighed for integrationer til værktøjer som Google Workspace, DocuSign og WordPress. Det betyder i praksis, at Claude kan arbejde direkte i de systemer, virksomhederne allerede bruger.
En af de mere interessante funktioner er, at virksomheder kan lave deres egne private plugin-markedspladser, hvor interne AI-værktøjer kan deles på tværs af organisationen. Kort sagt: Endnu et skridt i retningen af flere AI-kollegaer til dig.
Apropos Anthropic (prøv lige at sig det 10 gange hurtigt), så har Rasmus taget et kig på deres nye plugin til PowerPoint, som muligvis kan redde de slides, du normalt laver i sidste øjeblik 🙏 I hvert fald er det blevet væsentligt bedre til at følge en bestemt template, så du faktisk kan AI-generere slides, der ligner noget, der kommer fra din virksomhed. Rasmus viser, hvordan det virker, i videoen 📽️
Er du overrasket over, at nyhedsbrevet er på dansk? Meldte du dig til ved en fejl? Eller var det bare ikke lige det, du regnede med? Så kan du unsubscribe her.